En kamp for livet: Beretning om et Covid-19-forløb

Hvis jeg ikke kommer hjem igen, skal du sælge mine aktier, få udbetalt min
livsforsikring og afbetalehuset… Sådan lød den sms,som ingen af os forestiller
os, at vi nogensinde skal sende til vores ægtefælle,men som Knud sendte sin
kone den dag, hvor han blev kørt på intensiv. På det tidspunkt vidste Knud
ikke, at de værste dage i hans liv lå foran ham.

Af Karina M. Nielsen
karina.mena@live.dk

Knuds oplevelse med covid19 har sat ar. Bogstavelig talt har han arvæv på den
venstre lunge fra det hul, der opstod under hans indlæggelse og som gjorde,  at luften sivede ud ad
lungen, ud under huden og fik hele hans krop til at svulme op til tre-fire gange dens normale størrelse.
Michelin-manden blev han kaldt. Arrene sidder også i sindet. Nu hvor smittetallene stiger (Januar 2022), mærker han frygten
for at blive smittet igen og frygten for, at andre mennesker skal opleve det, som han var igennem.

Covid-19-forløbet
Knud, hans kone og datter blev testet positive for covid-19 i april 2020 i starten af den første
nedlukning.

I begyndelsen var det helt fint – de hyggede sig i deres isolation, og symptomerne
sneg sig som det værste op på lidt ondt i halsen og nysen. I uge to af sygdomsforløbet begyndte Knud imidlertid at få det
værre. Han fik feber, blev umådeligt træt, fik mere ondt i halsen og blev sengeliggende. Knud har få skridt fra sengen ud til
badeværelset, men den tur, som hvert toiletbesøg kræver, føltes som en bestigning af selveste Mount Everest. En af de
første dage i maj begyndte Knud at blive blå i hovedet. På opfordring fra 1813 tog han på Herlev hospital, hvor en skræmmende
virkelighed ventede ham.

Han blev placeret i et hjørne længst væk fra alle andre, og da han kom ind til en læge, foregik alt i strakt arm og med mindst to
meters afstand. Det føltes, som havde han pest. Knud kom ind på en stue, som han under ingen omstændigheder måtte
forlade – heller ikke for toiletbesøg. I stedet fik han en pottestol, han kunne bruge på stuen. For at sikre sig, at Knud stadig havde covid-19,
skulle han have foretaget en ny prøve, hvor han fik ført en slange ind igennem næsen og ned i lungerne, som skulle hente sekret op.
”Nu kan det umuligt blive værre”, tænkte Knud, men det kunne det. Med det positive svar på testen fulgte også beskeden om,  at iltmætningen i Knuds
blod var alt for lav. Han skulle i respirator på intensivafdelingen. Der var ikke andre muligheder. På det tidspunkt blev det alvor
for Knud, og tanken om, at
han måske ikke ville overleve, ramte ham. Han sendte sms’en afsted til sin kone og slukkede telefonen, som først blev tændt igen to måneder senere.

Knud blev kørt på intensiv, lagt op på et leje,fik en maske for munden og alt blev sort.

Indlæggelsen og det efterfølgende forløb
Under indlæggelsen var Knud skiftevis halvvågen og sov. Under søvnen havde han forfærdelige mareridt om død og ødelæggelse –
et sammensurium af det, han havde oplevet, det han havde hørt sygeplejerskerne sige, ting fra hans underbevidste og fra film. Knud lå ofte vågen
om natten med en følelse af at være helt alene. Han savnede sin familie, som i starten var derhjemme i karantæne, og som han efterfølgende kun måtte få
besøg af to gange om ugen. Knud mistede al fornemmelse af tid og sted, men faktum var, at han lå på intensiv i 40 dage. 30 af
dagene med respirator og noget af tiden som en opsvulmet michelin-mand på grund af det hul, som virussen havde skabt i
lungen. Selv ansigtet var svulmet op, hvilket betød, at Knud i denne tid var frataget synet – han kunne simpelthen ikke åbne sine
øjne, og hans kone kunne ikke genkende sin mand. Det var med Knuds ord en FORFÆRDELIG situation. Ikke kun på grund af det, som han selv oplevede,
men især på grund af alt det, der skete inde i hovedet på ham, og alt det, ’han udsatte’ familien for. Efter indlæggelsen kom Knud på et otte ugers
genoptræningsforløb, hvor han skulle lære alt forfra, fordi han var så stærkt medtaget. I starten kunne han ikke selv sætte sig op i sengen, han kunne ikke
bøje benene selv og måtte bruge ble. Det var en kamp uden lige. Den 7. august kom han hjem, og da kunne han i det mindste selv gå.
Efterfølgende er Knud blevet klar over, at han lige så godt kunne have været død, og at han helt sikkert havde været det, hvis han havde sagt nej til
respiratoren. En skræmmende påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er.

Dorte kommer ind i billedet
En fælles bekendt fortalte Knud, at Dorte søgte patienter med senfølger efter covid-19. Det var gratis, så Knud tænkte, at han lige så godt kunne prøve det på trods af, at han ikke havde de store forventninger om, at det ville gøre en forskel. Han havde nemlig mange år forinden været hos en anden zoneterapeut, og det eneste, som det havde gjort for ham, var at sætte gang i
maven, så han fluks skulle på toilettet. De første behandlinger hos Dorte var da heller ikke en succes – de var direkte
ubehagelige. Efter sygdommen havde Knud en oplevelse af, at hans fødder og ben var hævet til dobbelt størrelse, og de var blevet så sensitive, at Dortes berøringer ikke føltes noget nær rare. Langsomt begyndte ubehaget dog at ændre sig til velvære. I starten af behandlingen var der ubehag, men fra gang til gang aftog ubehaget hurtigere og hurtigere, og Dorte fik Knuds ben og fødder til at falde til ro. Derudover blev hver behandling tilpasset netop det, som Knud havde brug for. Hvis han kom med ondt i nakken eller ryggen, lindrede Dorte dette, og da Knud kom og fortalte, at det føltes som om, han havde noget i maven, der var for stort til at være
derinde, undersøgte Dorte det. Dortes bud var, at Knuds lever var forstørret, hvilket senere blev bekræftet via en scanning.  På den måde afhjalp Dorte flere af Knuds ubehag og smerter og hjalp ham tættere på en forklaring, når noget føltes forkert i kroppen.

En helhedsoplevelse

Behandlingerne hos Dorte gav Knud ro. Dorte satte ord på, hvad der var galt fysisk, men behandlingerne var ikke udelukkende fokuseret omkring det fysiske. Det var også en mulighed for at dele og udveksle synspunkter. Hos Dorte kunne Knud dele sine samfundsmæssige og politiske tanker og synspunkter – noget, som han syntes, han manglede i sin hverdag. Dorte formåede at se udover sit
eget klare politiske ståsted og lyttede åbent. Hun var forstående og med Knuds ord meget sympatisk og empatisk. Også de hadefulde kommentarer,
som Knud modtog påFacebook om, at det var hans egen skyld, at forløbet havde været så slemt på grund af hans overvægt, kunne Knud dele og vende
med Dorte. Behandlingerne hos hende var en helhedsoplevelse, hvor kroppen, sindet og det hele menneske, som Knud er, blev taget med. Knud endte
med omkring 14 behandlinger hos Dorte, og han har i sinde at starte igen. Ikke alle Knuds skavanker er væk, men den velvære, som Knud oplever
efter at have fået behandling af Dorte giver håb om en fremtid med færre gener.

Livet efter covid-19
I dag arbejder Knud igen på fuldtid og virker udadtil som enhver anden mand på snart 50 år, men meget har ændret sig. Knud har været
igennem et psykologforløb, fået aktiv patientstøtte og arbejdet indgående med sig selv for at undgå at falde ned i et depressionshul.
Hvor han før forløbet var meget stillesiddende, går han nu over 110 km om måneden for at få den friske luft, som lungerne så intenst higer efter, og for at
holde kroppen sund, men kroppen føles ældre, og den diabetes 2, som ikke var behandlingskrævende før sygdomsforløbet, er det nu.
Knuds tankegang har også ændret sig markant. Han ser med nye øjne på den opdeling, der er i samfundet og har et
inderligt ønske om, at flere i højere grad vil tage situationen seriøst, for han håber for alt i verden, at ingen skal opleve det, som
han selv har oplevet. Desuden er et helt nyt perspektiv på livet flyttet ind i Knud. Han har mere fokus på at være sammen
med familien og dele positive stunder, men han er også blevet opmærksom på, at der er visse ting, han skal dele med sin kone i tilfælde af, at den ene
pludselig ikke er her mere. Døden kan være tættere på, end man gør sig begreb om.

Januar 2022

Kommentarer (1.444)