Hvid-kittel-verdenen og det offentliges rigiditet

Forestil dig, at du lider af hjerte-, tarm- og lungeproblemer, men at de forskellige sygehusafdelinger ikke snakker sammen, så du derfor selv må være opmærksom på, at lungeafdelingen ikke giver dig medicin, der forværrer din tarmmæssige tilstand. Forestil dig så, at du må afvise den anbefalede behandling af dine rygsmerter, fordi det vil gå udover dit hjerte. Forestil dig nu, at du, trods tarm-, lunge- og hjerteproblemer, ledsmerter, slidgigt, diskusprolaps og søvnløshed, ikke tages seriøst eller passes godt nok på af sygehusvæsnet, der enten ikke ved, hvad du fejler, og hvad de skal stille op, eller ikke kan forholde sig samlet til alle dine udfordringer, og derfor potentielt fatalt kun behandler det, den pågældende afdeling har speciale i. Læg så oven i, at det har stået på i 4-5 år.

Af: Karina M. Nielsen
karina.mena@live.dk

Det kan være svært at forestille sig, hvordan man ville have det i omtalte situation, men faktum er, at Lars på 44, der er tidligere ansat i nyhedsbranchen og far til to, er hovedpersonen i fortællingen.

For Lars er det ikke noget, han skal forestille sig, men noget, han lever med hver dag. Lars’ reaktion på det hele har formodentlig været udvikling af Post Traumatisk Stresssyndrom, der er en psykiatrisk diagnose, som kan stilles, hvis man har været ude for en traumatisk oplevelse og derefter udvikler symptomer som flashbacks samt befinder sig i en tilstand af konstant alarmberedskab.

Diagnosen er dog ikke fastsat, for også her har Lars mødt skepsis og en firkantet tankegang i systemet, der blandt andet påpeger, at diagnosen ikke er mulig, fordi Lars ikke har befundet sig i en krigszone, og at mareridtene er forskellige frem for ét gentagent.

”Problemet” for Lars er bare, at han ikke har oplevet én traumatiserende begivenhed. Han har oplevet mange, og han har oplevet dem gentagne gange i forbindelse med behandlingssystemet, sine sygdomme og sit arbejde.

Qua sit arbejde har han på første hånd oplevet ting, der bestemt ikke er hverdagskost, såsom rydningen af ungdomshuset og et diskotek fyldt med lig, men der har aldrig været mulighed for psykologisk bearbejdning af oplevelserne, for næste dag kaldte en ny opgave.

Bægeret er for længst flydt over, men fordi der ikke er blik for bearbejdningens vigtighed, fordi Lars umiddelbart ikke passer ind i diagnosemanualernes firkantede rammer, og fordi hans udfordringer er for komplekse til, at man bare lige kan forstå dem, har han ikke fået og får ikke den hjælpe, han har behov for.

Det, som andre ikke kan se

Lars møder generelt undren fra andre mennesker, og kommentarer som ”jamen du ser jo sund og rask ud” er efterhånden en klassiker.

De ting, Lars kæmper med, kan nemlig ikke ses, men det gør dem ikke mindre slemme, hvorfor Lars flere gange har overvejet at tage gips på sin arm i håbet om, at folk da bedre ville kunne forstå og tage ham alvorligt.

Det, som man heller ikke kan se på Lars, når man møder ham, er, at han forinden mødet har brugt tid på at lade op og formodentlig efterfølgende må betale en regning i form af tre dage i fosterstilling bag nedrullede gardiner, fordi kroppen gør ondt og overskuddet er vendt til et kæmpe energimæssigt underskud.

Måske har folk generelt svært ved at begribe det uhåndgribelige, men det gør kun Lars’ kamp sværere idet, at de venner, der måske kunne have været en støtte, trækker sig på grund af manglende forståelse samt en følelse af magtesløshed i forhold til ikke at vide, hvad de skal gøre for at hjælpe.

Det giver god mening, at Lars føler sig alene.

En indre drivkraft

Der er dog noget, der holder Lars oprejst og i gang. Noget får ham til ikke konstant at lægge sig sammenkrøllet i et hjørne, men derimod stå op hver dag, sende sine børn i skole og bruge den sparsomme energi, der er, til at søge hjælp.

Lars lever efter en tankegang, der lyder, at man er nødt til at rejse sig op – det kan godt være, man tager to skridt frem og så to tilbage, men i det mindste er man oppe og gå.

Det er tydeligt, at Lars gør alt, hvad der står i hans magt, for at få det bedre, og han har, udover behandlingen i det offentlige sygehusvæsen, prøvet massage, kiropraktik, kranio- sakral-terapi, healing, reumatologi og akupunktur.

Han fortæller, at han nærmest er gået med til at svinge en død kat over hovedet ved fuldmåne, som udtryk for, hvor desperat man kan være for at få hjælp og få det bedre.

Zoneterapi

For nylig blev Lars gennem en veninde foreslået at prøve zoneterapi hos Dorte Vilhelmsen.

Lars var skeptisk, men åben og lod derfor Dorte trykke på hans fødder, og det skulle vise sig, at Dorte var den af de alternative behandlere, der kom tættest på at ramme noget.

Ved mødet med Dorte fortalte Lars om sine mareridt, der fik Dorte til at behandle zonen for galdeblæren og leveren, hvilket resulterede i hele to nætters søvn uden mareridt.

Man kan forestille sig, at det kan gøre en stor positiv forskel for den energimæssige underskudsforretning, og selvom Lars ærligt fortæller, at han da ikke er gået ud fra klinikken som en ny mand, hvilket måske også nærmere er utopi end realistisk, så har dagene efter behandlingerne hos Dorte været lidt sjovere end ellers, og Lars har på en eller anden måde følt sig lettere i kroppen.

Hvad næsten er ligeså vigtigt for Lars som behandlingen af hans fysiske problemer er, at han er blevet lyttet til. Hos Dorte Vilhelmsen og de andre alternative behandlere har Lars haft en oplevelse af, at der blev lyttet til det, han kom ind med, og han udtaler, at ”…der har været mere åbenhed, hjælp i den verden, end der har været i hvid- kittel-verdenen”.

Der har også været en ærlighed om og erkendelse af, når den pågældende behandlers kompetencer ikke rakte til at hjælpe Lars, som da hans kiropraktor bad ham få noget massage i stedet, fordi hun mente, at hendes behandling ville modarbejde den øvrige behandling, han på daværende tidspunkt modtog.

Den nuværende situation

Som om der ikke allerede var udfordringer nok, er Lars og hans ekskone for nyligt blevet bekendte med, at deres datter på 12 år gennem fem år er blevet seksuelt misbrugt af sin halvstorebror, hvilket gør, at kalenderen nu fyldes op med møder med politi og kommune, og hovedet fyldes op af sorg og krise. Igen mødes Lars af systemets rigiditet.

”Hvad skal jeg gøre og sige til mine børn, og hvad skal jeg ikke sige?” spørger Lars, men kommunen har udtalt, at de ikke kan hjælpe, før der er foretaget en børnefaglig undersøgelse, som vil tage mindst tre måneder.

Der ligger fra kommunens side formodentlig mange gode overvejelser bag denne tilgang, og der er sikkert stramme retningslinjer for, hvad man må og ikke må i sådanne situationer, men konsekvensen bliver, at de enkelte mennesker, der er involverede, overses og belastes på en måde, der måske kunne være undgået, hvis der havde været mere fleksibilitet, helhedsorientering og varme i systemet.

Lars må igen finde sin indre drivkraft og et ikke- eksisterende overskud frem og selv tage hånd om tingene her og nu.

Han forsøger at sætte sine egne udfordringer på pause, så godt som det nu er muligt, for at være der for sin datter.

I metaforisk forstand giver han alle andre iltmasker på, mens han selv holder vejret og håber på, at han ikke en dag ”…lægger sig fladt med stængerne i vejret”. Hvad hvis systemet var anderledes?